Juridisk

Databehandleraftale

jf. GDPR (EU) 2016/679 art. 28 · R·AI v/ Mark Fjordside · CVR 46284259

Version 1.0 — gældende fra 4. juni 2026

De kundespecifikke felter (dataansvarlig, datakategorier samt afgrænsningen af, hvilke underdatabehandlere der anvendes i Kundens løsning) fastlægges i et særskilt Databehandlingsbilag, som vedtages sammen med Kundens tilbud. Den til enhver tid gældende liste over underdatabehandlere fremgår af Bilag B til denne aftale (tilgængelig på r-ai.dk/dpa). Denne side indeholder de generelle, fælles vilkår.

1. Parter og roller

Dataansvarlig: Kunden, som angivet i Databehandlingsbilaget.

Databehandler: R·AI v/ Mark Fjordside, CVR 46284259 („Leverandøren“).

1.1 Aftalen regulerer Leverandørens behandling af personoplysninger på Kundens vegne i forbindelse med de aftalte ydelser. Den vedtages sammen med R·AI’s Almindelige Forretningsbetingelser og har forrang for så vidt angår databeskyttelse.

2. Behandlingens genstand, formål og varighed

2.1 Genstand og formål: at levere og drive de aftalte ydelser, herunder automatiseringer.

2.2 Kategorier af registrerede og typer af personoplysninger fastlægges i Databehandlingsbilaget. Behandlingen følger dataminimeringsprincippet (GDPR art. 5, stk. 1, litra c): kun felter, der er nødvendige for at levere resultatet, behandles. Der behandles ingen særlige kategorier af personoplysninger, medmindre det udtrykkeligt er aftalt.

2.3 Varighed: så længe hovedaftalen er gældende, plus op til 30 dage til sletning. Konkrete, kortere opbevaringsperioder kan fastsættes i Databehandlingsbilaget.

3. Instruks og forpligtelser (art. 28)

Leverandøren forpligter sig til at:

behandle personoplysninger alene efter Kundens dokumenterede instruks, medmindre behandling kræves efter EU-ret eller dansk ret. I så fald underretter Leverandøren Kunden herom inden behandlingen, medmindre loven forbyder det

straks underrette Kunden, hvis en instruks efter Leverandørens vurdering er i strid med databeskyttelsesreglerne;

sikre, at personer med adgang til data er underlagt fortrolighedsforpligtelse;

træffe passende tekniske og organisatoriske sikkerhedsforanstaltninger, jf. art. 32;

kun anvende underdatabehandlere efter Kundens generelle forhåndsgodkendelse, jf. pkt. 5;

bistå Kunden med registreredes rettigheder samt med anmeldelse af brud og konsekvensanalyser;

slette eller returnere alle personoplysninger ved ophør efter Kundens valg;

underrette Kunden uden unødigt ophold og senest 48 timer efter kendskab til brud på persondatasikkerheden;

stille alle oplysninger til rådighed, der er nødvendige for at påvise overholdelse af GDPR art. 28.

4. Sikkerhedsforanstaltninger (art. 32)

OAuth-baseret adgang til Kundens systemer — Leverandøren håndterer ikke passwords direkte;

to-faktor-autentificering på alle relevante platforme;

kryptering af data under transport (HTTPS/TLS);

datalagring i EU-dataregion, hvor Leverandøren styrer konfigurationen (fx Google Workspace med dataregion Europa);

sletning af testdata efter opsætningsfasen — kun nødvendige data opbevares;

dokumentation af dataflows pr. automatisering og regelmæssig gennemgang af adgangsrettigheder.

5. Underdatabehandlere

5.1 Kunden giver generel forhåndsgodkendelse til Leverandørens brug af underdatabehandlere, jf. GDPR art. 28, stk. 2. Den til enhver tid gældende liste over de underdatabehandlere, Leverandøren anvender, fremgår af Bilag B og er tilgængelig på r-ai.dk/dpa. De underdatabehandlere, der aktuelt anvendes i Kundens specifikke løsning, fremgår af Databehandlingsbilaget med henvisning til Bilag B.

5.2 Leverandøren underretter Kunden skriftligt om enhver påtænkt tilføjelse eller udskiftning af en underdatabehandler med mindst 14 dages varsel, så Kunden kan gøre indsigelse, inden ændringen tages i brug.

5.3 Gør Kunden rettidig og begrundet indsigelse, og finder parterne ikke en løsning inden for 30 dage, kan hver part opsige de behandlingsaktiviteter, ændringen vedrører, med 30 dages varsel.

5.4 Leverandøren pålægger enhver underdatabehandler de samme databeskyttelsesforpligtelser som i denne aftale, herunder ved en skriftlig (under)databehandleraftale, jf. art. 28, stk. 4, og er fuldt ansvarlig over for Kunden for underdatabehandlerens overholdelse.

5.5 Ændringer i Bilag B, der gennemføres efter underretningsproceduren i pkt. 5.2, kræver ikke fornyet underskrift af det enkelte Databehandlingsbilag.

5.6 Systemer og tjenester, som Kunden selv ejer, driver eller har konto hos, er Kundens egne databehandlere og ikke underdatabehandlere for Leverandøren. Det gælder Kundens mailsystem (fx Microsoft 365/Outlook) samt tjenester, der kører på Kundens egen konto eller med Kundens egen API-nøgle, herunder Kundens Make.com-konto, Google-konto og konti hos AI-udbydere. Kunden har selv indgået aftale med disse tjenester, og Leverandøren tilgår dem alene på Kundens vegne og efter Kundens instruks. Anvendes ingen AI-/LLM-tjeneste til behandling af personoplysninger i Kundens løsning, indgår en sådan ikke i Kundens afgrænsning.

6. Overførsel til tredjelande

6.1 Personoplysninger lagres som udgangspunkt i EU/EØS. Overføres personoplysninger uden for EU/EØS, sikres et gyldigt overførselsgrundlag pr. underdatabehandler, jf. Bilag B:

For Google lagres data i EU-dataregion (Europa). I det omfang Google LLC (USA) tilgår data ifm. support eller drift, sker overførslen på grundlag af EU-US Data Privacy Framework (DPF) suppleret af Standard Contractual Clauses (SCC).

For Anthropic (Claude API) behandles personoplysninger i USA på grundlag af Standard Contractual Clauses (SCC) samt Anthropics databehandleraftale.

For øvrige underdatabehandlere uden for EU/EØS anvendes SCC og/eller DPF som angivet i Bilag B.

6.2 Falder et adequacy-/DPF-grundlag bort, viderefører de tilknyttede SCC overførslen.

7. Bistand, audit og sletning

7.1 Leverandøren bistår Kunden med forpligtelser efter GDPR art. 32–36 i rimeligt omfang. Bistand ud over Leverandørens egne sikkerhedsforanstaltninger faktureres efter gældende timepris.

7.2 Kunden har ret til audit af Leverandørens overholdelse, udført af Kunden eller uafhængig tredjepart, med rimeligt varsel og i normal åbningstid. Audit kan højst gennemføres én gang årligt, medmindre der er konkret mistanke om brud på denne aftale. Omkostninger afholdes af Kunden, og Leverandørens medgåede tid faktureres efter gældende timepris.

7.3 Ved ophør sletter eller returnerer Leverandøren efter Kundens valg alle personoplysninger og sletter eksisterende kopier inden 30 dage, medmindre opbevaring kræves efter lov.

8. Ansvar

8.1 Parternes ansvar efter denne aftale er underlagt ansvarsbegrænsningen i Leverandørens Almindelige Forretningsbetingelser pkt. 9, medmindre andet følger af ufravigelige regler, herunder GDPR art. 82.

8. Overdragelse

9.1 Leverandøren kan overdrage denne aftale til et selskab, som Leverandøren ejer eller kontrollerer, jf. Forretningsbetingelsernes pkt. 15.2. Kunden underrettes skriftligt senest 30 dage før overdragelsen og kan inden for denne frist gøre indsigelse og opsige de behandlingsaktiviteter, overdragelsen vedrører.

R·AI v/ Mark Fjordside · CVR 46284259 · mark@r-ai.dk · Databehandleraftale v1.0

Bilag B — Underdatabehandlere

Senest opdateret 4. juni 2026. Vedligeholdes løbende, jf. aftalens pkt. 5. Den aktuelle version er altid tilgængelig på r-ai.dk/dpa.

Underdatabehandler

Tjeneste

Lokation / overførselsgrundlag

Underdatabehandler

Google (Google LLC)

Tjeneste

Google Workspace — Sheets/Drive, dataregion Europa
Anvendes kun, når tjenesten kører på Leverandørens egen konto/API-nøgle.

Lokation / overførselsgrundlag

Data lagret i EU. Ved support-/driftsadgang fra Google LLC (USA): DPF + SCC

Underdatabehandler

Anthropic (Anthropic PBC)

Tjeneste

Claude API — tekst-/indholdsbehandling; aktiveres pr. løsning, hvor en LLM behandler personoplysninger Anvendes kun, når tjenesten kører på Leverandørens egen konto/API-nøgle.

Lokation / overførselsgrundlag

USA — SCC + Anthropics DPA

Ikke på listen (med vilje): Kundens egne systemer og tjenester på Kundens egen konto eller API-nøgle, herunder Microsoft 365/Outlook, Make.com og eventuelle Google- og AI-konti, er Kundens egne databehandlere og ikke underdatabehandlere for Leverandøren, jf. pkt. 5.6. Leverandørens egne værktøjer — fx e-conomic (fakturering), Zoho (CRM/mail/e-signering) samt booking- og hjemmesideværktøjer — vedrører ikke behandlingen af Kundens data i automatiseringen og indgår ikke i denne liste.